”Fredagsbøn”, Dansk Komponistforening, november 2008

Inge Marstal, professor ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium

“Det gør ikke noget, at vi bliver fattige”” – bare vi ikke også bliver dumme” sagde Frederik VI som bekendt efter statsbankerotten 1813.
Året efter – i 1814 – indførtes skoleloven i Danmark, og i loven indgik bestemmelser vedrørende
skolesang, i fuld overensstemmelse med grundtankerne i tiden om at pleje sangen af både
musikalske, folkelige og kirkelige grunde.
Komponisten I.A.P Schulz, som i slutningen af 1700-tallet blev hentet fra Tyskland til Danmark
som kapelmester på Det Kongelige Teater, tilhørte sammen med bl.a. Schiller, Kant og Goethe den
generation, der, som et led i tidens humanitetsbestræbelser, samarbejdede om folkesangens
udbredelse og trivsel. Sangen ansås ikke blot for at være et æstetisk, men også et pædagogiskfolkeligt
anliggende, og ud over forpligtelserne som dirigent og komponist blev det Schulz’ opgave
at tage vare på det danske folks musikalske opdragelse. I forbindelse med oprettelsen af Blaagaard
Seminarium 1791 udgav Schultz et lille skrift, som han kaldte “Tanker om musikkens virkning på
et folks dannelse, og over dens indførelse i skolerne i de kongelige danske stater”. I skriftet stod
bl.a., at hvis det lykkedes at vække folkets øre for musik, ville dets “følelse for skønhed” få
gavnlige virkninger på alle livets områder. I forordet til sine ”Lieder im Volkston”, skriver han, at
han lægger vægt på enkelhed, letfattelighed og genkendelighed (Schein des Bekannten), men også,
at det at synge er ”et værdifuldt bidrag til at gøre samværet og menneskelivet behageligt”.
I dag, godt 200 år senere, er folkeskolens musikundervisning og lærerseminariernes
liniefagsuddannelse genstand for stor bekymring og en intens musikfaglig- og uddannelsespolitisk
debat. Fra alle sider af musiklivet bliver den alvorlige situatuation drøftet indgående, alvorlig både i
den forstand, at kun omkring 50 % af børn i Danmark modtager musikundervisning af
liniefagsuddannede lærere, og at søgningen til liniefaget musik er stærkt nedadgående. Ydermere er
faget skåret ned til under det acceptable, hvis et fagligt musikalsk og pædagogisk forsvarligt niveau
skal håndhæves. Ifølge pålidelige kilder er 40 musiklærere på lærerseminarierne i Danmark blevet
opsagt inden for det seneste års tid. Tingene bider sig selv i halen på en mere end uheldig måde:
skævdeling af børns musikalske muligheder, mangel på kvalificerede lærere, lærerflugt, manglende
obligatorisk musik i gymnasiet osv. Sammen med begrænsninger i den nye læreruddannelse, som
jeg ikke skal komme ind på her, afstedkommer det åbenlyse problemer med rekruttering af
studerende til liniefaget musik. Både børnene i folkeskolen og de studerende på lærerseminarierne
bliver svigtet af undervisnings- og uddannelsessystemet. Det er ikke rimeligt, og det kan få fatale
følger for musiklivet, ja for hele samfundsudviklingen.
Naturligvis vil der altid være ildsjæle rundt omkring – og heldigvis for det – men det er bare ikke
nok. Der skal faglighed til, både musikalsk og pædagogisk, og respekten for faget musik skal
genetableres. Lærerne skal have en gedigen uddannelse, hvor der er tid til den fordybelse,
refleksion og udvikling af musikalske færdigheder, som samlet set giver den fuldgyldige faglige
ballast.
Helt tilbage til Platons tid har man været sig sangens og musikkens menneskeformende kraft
bevidst. F.eks. var der i den græske oldtid to bærende funktioner i opdragelsen. Den ene var
optræning af kroppen, og den anden var optræning af sjælen gennem musik.
Dengang vidste man intuitivt, hvad musikken betød, – i dag har man dokumentation for
musikundervisningens betydning for børns både musikalske og generelle udvikling, senest Hans
Günther Bastians undersøgelser i Berlin.
Det turde efterhånden være overflødigt at skulle argumentere for musikfagets betydning i
folkeskolen. Alligevel er det nok på sin plads at repetere, at musik er meget mere end blot og bare
et fag – det er en kunstart – det er ånd – det er følelse – det er fællesskab – det er samvær og
nærvær – det er alt det, der kan være med til at give børn det, som man kan kalde livskompetence,
forstået som evnen til at klare sig i livet, til at kommunikere, til at håndtere problemer, til at finde
glæde og til at føle mening i tilværelsen. Børn, der har fået lov til at udvikle sig musikalsk,
udvikler samtidig et større og mere nuanceret udtryksregister og en mere differentieret kontakt til
både egne og andres følelser.
Men forudsætningen for at kunne give udtryk er nu engang, at der forud har været indtryk.
Det musikalske møde i folkeskolen kan få betydning for hele livet – og det møde skal bestå dels i en
kontinuerlig, højt kvalificeret musikundervisning gennem hele skoleforløbet med en lærer, der er et
musikalsk inspirerende forbillede – og dels i koncertoplevelser dvs.
oplevelser med levende musik, spillet på levende instrumenter af levende mennesker.
Liniefaget musik kan derfor ikke uden videre sidestilles med andre liniefag, fordi der indgår et
kunstneriske aspekt eller kunstnerisk perspektiv. Der skal noget mere og noget andet til, f.eks. et
overbevisende og veludviklet musikerskab hos læreren.
En god musiklæreruddannelse er en investering i fremtiden – og det er sidste udkald, hvis ikke vi
skal risikere også ”at blive dumme”. Lad os i fællesskab udvikle en ny musiklæreruddannelse, der
er tidssvarende og som lever op til den kvalitet, vi efterlyser, og som børnene har krav på. Vi må
ikke længere lade os bremse af institutions-, fagforenings- eller andre barrierer. Alt hvad der står i
vejen for børns adgang til musikken skal elimineres. I første omgang skal lærerseminarierne og
konservatorierne mødes og udveksle ekspertise og erfaring. I næste omgang – eller er det første? –
skal hele musikdannelsessystemet mødes, så vi kan få skabt optimal sammenhæng, lige fra
musikskoler, folkeskoler, kirker, gymnasier til seminarier, universiteter og konservatorier.
I samme åndedrag bør man ændre fagets placering, som i skolesystemet er i kategorien ”praktiskmusiske
fag”. Det vil uden tvivl være af væsentlig betydning for fagets status, hvis man anskuede
det som det kultur- og dannelsesfag, som det vitterlig også er, – og som et videns- og færdighedsfag.
Fagets navn bør efter min opfattelse samtidig ændres til sang og musik. Ordet musik alene opfattes
af de fleste som noget, der har relation til det instrumentale, til det at spille på instrumenter – og det
er vel næppe noget, der er folkeskolens primære opgave. Men et fag, der hedder sang og musik
sender klarere signaler.
Og er det egentlig ikke også det at synge, der er det allervæsentligste i børns grundlæggende
musikalske opdragelse?
I alle kulturer i alle afkroge af verden har sangen altid været en naturlig del af livet. Lige meget
hvor fjern eller hvor isoleret en kultur, vi taler om, har sangen eksisteret som en del af det kulturelle
fællesskab. Stemmen er et instrument, – og det er et instrument, der modsat alle andre instrumenter
er givet os fra naturens side. Vi kender det indgående og har det altid med os.
Op gennem tiden har sangen haft et væld af funktioner. Den har ledsaget os i hverdagens arbejde, –
den er indgået som en del af vores rituelle, religiøse ceremonier, – den har underholdt os på de
mørke vinteraftener og meget, meget mere. Nok har disse funktioner i dag ændret karakter – men
dermed er sangen ikke blevet mindre vigtig. Sangen trænger sig stadig på for at komme ud. Med
sangen er vi ganske enkelt til stede. Alle, der kan tale, kan også synge – ja, selv om man har mistet
taleevnen kan man stadig synge. Det at synge er en umiddelbar og naturlig udtryksform, og sang
kan mere end noget andet beskrive en stemningsverden og forløse menneskelige følelser. Sang
kalder følelser frem, og omvendt kan sang udtrykke følelser.
Stemmen rummer alle menneskelige følelsesudtryk – fra glæde og jubel til sorg og fortvivlelse.
Når vi er glade eller bliver bevægede, kan det straks høres på stemmen. Stemmen fungerer næsten
som et barometer på, hvordan vi har det. Man kan sige, at stemmen sidder i sjælen og sjælen
sidder i stemmen, for stemmen er dybt forbundet med personligheden, og ikke to stemmer er ens.
Hele ens liv passerer faktisk igennem de to små korte stemmebånd – ca. 9 millimeter hos det
voksne menneske og kun 3 millimeter hos det lille barn. Hver eneste stemme er unik, ligesom et
fingeraftryk er det. Objektivt set er det muskelarbejde, der får stemmebåndene til at producere lyd,
men lyden er knyttet til følelser. Lyden reflekterer ganske enkelt et menneskes følelser.
Sangens evne til at kommunikere og skabe samvær fungerer på flere planer. Vi kan lytte til
hinanden og synge for hinanden, men vi kan også synge sammen. Her bliver en stemme forenet i et
fællesskab af stemmer. I fællessangen bliver sangen til en fælles dagsorden, der består i at synge én
bestemt sang, med én bestemt tekst og til én bestemt melodi. Her overtager den fælles dagsorden
for en stund den enkelte persons dagsorden.
I fællessangen ophæves også flere af de grænser og forskelle, som vi oplever i hverdagen. Ting som
alder, køn, kultur, religion og baggrund eller for den sags skyld, om man er en trænet sanger eller
blot brusebads-sanger ophæves, idet alle stemmer smelter sammen.
Sang og ikke mindst fællessang kan være med til at skabe energi, og man føler sig som en del af en
større helhed, når ens egen stemme smelter sammen med andres. Fællesskabet kan skabe synergi.
Når alle giver det, de har, og alting går op i en højere enhed, kan sangen rejse sig som en stor, og
hel organisme, hvor udbyttet ikke bare bliver til summen af stemmer, men noget meget større end
det.
Igennem det at synge – alene eller sammen med andre – lærer børn deres musikalske og kulturelle
rødder at kende, hvilket er indlysende vigtigt for forståelsen af, hvem man selv er. Og jo stærkere
identiteten er, jo mere overskud vil der være til at åbne sig ud mod verden.
Er det ikke det, der er musikfaget i folkeskolens egentlige opgave? – at lade børnene synge af
hjertens lyst, – at lære dem de musikalske værdier at kende – og at give dem musikalsk indsigt og
viden – til glæde for dem selv og til glæde for fremtidens samfund.
Min udgangsbøn skal derfor være, at det gør ikke noget, at vi bliver fattige – bare vi får gjort noget
ved situationen i folkeskolen og bliver ved med at synge!