Debatindlæg vedr. Musikskolen, Politiken, efterår 2020
Inge Marstal, professor emeritus i musikpædagogik

Som formand for den tidligere ”Tænketank for Musikundervisning” og udvalgsmedlem i Kulturministeriets musikskoleudvalg, som Michael Bojesen referer til, skal jeg hermed føje følgende kommentarer til debatten:
I Politiken 7.9. har Jens Due og Palle Jespersen et meget fint indlæg ”Start med folkeskolens musikundervisning”, hvor de peger på betydningen af musikundervisning i folkeskolen/grundskolen, hvor vi møder alle børn.
Jeg er meget enig i deres betragtninger, for musik er ud over sin egenværdi et stærkt middel både til læring generelt og til at indgå i fællesskaber og sociale relationer. Men jeg tillader mig samtidig at pege på, at folkeskolen/grundskolen imidlertid allerede er næste led i den såkaldte musikalske fødekæde.

Det første og absolut svageste led i kæden er hele førskoleområdet, vuggestuer og børnehaver. Det er fuldstændig overladt til tilfældighederne om børn synger og lytter til musik i daginstitutionerne. Faget musik er fra 2014 forsvundet som obligatorisk fag i pædagoguddannelsen og ordet musik er kun nævnt i tre ud af de 306 videns- og færdighedsmål, der er beskrevet i uddannelsens bekendtgørelse. Kun i de største byer kan der eventuelt oprettes et valgmodul i musik, hvis omstændighederne tillader det. Med andre ord svigtes førskolebørnene på det musikalske område på det tidspunkt i deres liv hvor glæden ved musik, ved at synge og danse er helt åbenbar, og hvor modtageligheden er størst og sanseapparatet er mest åbent. Den naturlige, umiddelbare og spontane musikalske udtrykslyst vil tørre ind allerede inden skolealderen, hvis ikke den er blevet stimuleret og udviklet af pædagogerne i daginstitutionerne. Så punkt ét er genindførelse af musik som en obligatorisk del af pædagoguddannelsen.

Det næste vigtige led er som sagt folkeskolen/grundskolen, som skal bygge videre på det fundament, der er lagt i daginstitutionen, og hvor det musikalske fællesskab, som også er et socialt fællesskab, bliver videreudviklet og udbygget. Fra 0. klasse skal der synges løs af sangskatten ved enhver anledning, og gennem den sanglige glæde vil en stor del af eleverne fatte interesse for instrumentalspil, som vil føre dem videre til musikskolens tilbud, som enhver (musik)lærer selvfølgelig kender og kan vejlede om.

I forbindelse med den nye folkeskolelov 2013 blev det gensidigt forpligtende samarbejde mellem folkeskole og musikskole, formaliseret. Hvordan mon det er gået med det?
Det var jo igennem dette samarbejde, at der bl.a. kunne opstå helt nye muligheder for børn, der ellers ikke ville være kommet i kontakt med musikskolen.
Vi ved, at musik fremmer børns alsidige udvikling både følelsesmæssigt, intellektuelt og socialt. Vi ved også, at eliten udspringer af bredden. Det gælder inden for sport og det gælder inden for musik. Hvis musikken møder alle børn – og omvendt -, hvis den brede bund er lagt og hvis der er sammenhæng i den musikalske fødekæde, vil langt flere børn sandsynligvis finde vej til musikskolen end tilfældet er i dag, hvor det kun er 7% af børn mellem 7 og 16 år, vi møder der (og vi ved ikke engang om det er de samme børn år for år).

Hvis musikskolen ikke har lærerkapacitet nok, kan man indføre mentorordninger, hvor f.eks. ældre elever kan fungere som en slags assistenter. Ligeledes kan uddannelsessystemet klæde musikpædagogerne bedre på til på kvalificeret vis at håndtere undervisning af større grupper i den tidlige fase. Endelig kan musikskolerne i højere grad se sig selv som klubhuse, hvor eleverne kan gå og komme uden for undervisningstiden og finde sammen med ligesindede i musikalske fællesskaber i de lokaler, som musikskolen selvfølgelig stiller til rådighed. Læring foregår ikke kun fra voksen til barn. Den foregår i lige så høj grad børn imellem. Og forældrene bakker selvfølgelig op med kørselsordninger og som (med)arrangører af musikalske sammenkomster på musikskolen.

I 2016 udgav ”Tænketanken for Musikundervisning” en rapport ”Musikkens spor – dannelse og uddannelse i musik”, hvis væsentligste anbefalinger blev samlet i syv punkter:

  1. 1. Styrkelse af musikfaget i folkeskolen. Undervisningen i faget musik i folkeskolen/grundskolen skal varetages af musikuddannede lærere og underlægges krav om kvalitet og evaluering i lighed med en række af folkeskolens øvrige fag. Folkeskolen er den institution, som børn tilbringer længst tid i.
  2. Flere veluddannede musiklærere. Uddannelsen af lærere i faget musik skal opprioriteres og opkvalificeres både hvad angår antallet af kandidater, tidsmæssigt omfang og musikalsk-fagligt indhold. Der skal indføres musikalske adgangskrav til musiklæreruddannelsen på professionshøjskolerne.
  3. Systematisk indsats i vuggestuer og børnehaver. I uddannelsen af pædagoger til førskoleområdet skal musik (gen)indføres som obligatorisk fag, ligesom der skal åbnes mulighed for specialisering i musik. Hver kommune skal ansætte et antal pædagoger med musikalsk kompetence. Desuden skal førskoleinstitutioner indgå i et samarbejde med den lokale musikskole.
  4. Øget fokus på samarbejdet mellem folkeskole og musikskole. Samarbejdet og sammenhængen mellem folkeskole og musikskole skal (videre)udvikles og evalueres. Idékataloger og eksempler på vellykkede samarbejder skal synliggøres og eventuelt formaliseres på nationalt plan. Der skal udarbejdes en national status for aktiviteter og effekter af samarbejdet hvert andet år.
  5. Formaliseret uddannelsessamarbejde mellem musikkonservatorier og professionshøjskoler. Musikkonservatorierne og professionshøjskolerne skal indgå et formelt uddannelsessamarbejde. Der vil i den forbindelse eventuelt kunne trækkes på erfaringer fra de nordiske og andre europæiske lande, hvor uddannelse af musiklærere til folkeskolen foregår i konservatoriernes regi.
  6. Styrkelse af efter- og videreuddannelse. For løbende opkvalificering af musiklærerne i folkeskolen og musikpædagogerne i musikskolen skal efteruddannelses- og videreuddannelses-mulighederne på konservatorierne og professionshøjskolerne øges og prioriteres af de ansvarlige instanser.
  7. Ansvarsplacering. For at sikre kontinuitet og sammenhæng i fødekæden skal der etableres et strukturelt samarbejde og formuleres en tydelig ansvarsfordeling mellem de tre involverede ministerier: Kulturministeriet, Undervisningsministeriet og Uddannelsesministeriet. Der skal nedsættes et tværministerielt udvalg. I dette regi skal der efter tre år gennemføres en grundig evaluering af samarbejdet vedrørende den musikalske fødekæde.

Rapporten kan læses i sin helhed på www.musiktaenketank.dk