“Øret er døren til sjælen”
(Johan Gottfried Herder)

Af Inge Marstal, Artikel i ”Kognition og Pædagogik” nr. 41, 2001

Den førsproglige musikalske læring.
Alle børn er født med musikalske anlæg, født med indre forudsætninger for at tilegne sig musik – og alle børn kan udvikle en musikalsk adfærd og en musikalsk kompetence.
Alting tyder på at sammensmeltningen af musikalske og emotionelle oplevelser har afgørende betydning – ikke blot for barnets senere holdning til musik, men også for måden at opleve, opfatte og forholde sig til tingene på resten af livet.
Det er i de første leveår, at fundamentet for det, der skal læres senere i livet, skal etableres.
Inge Marstal

“Menneskets dannelse må begynde i livets forår” sagde den tjekkiske pædagog Comenius i værket “Didactica Magna”, som blev til i årene 1628-32. “Naturen bereder sig først på stoffet, før den giver det form…” (Grue-Sørensen, 1961).

Heraf kan man uddrage mindst to ting:
1) Betydningen af den tidlige start.
2) Betydningen af den almene musikalske dannelse.

Vi ved i dag, at fostret fra sjette måned er et bevidst, reagerende menneske, der lever et aktivt følelsesliv. Fostret kan høre, se, smage, opleve, lære, huske og føle, hvilket betyder, at personlighedsudformningen allerede begynder i livmoderen. Det er en kendsgerning, at fostret og det nyfødte barn reagerer på musik og rytmiske påvirkninger og at forudsætningerne for at understøtte og stimulere barnets følelsesmæssige og musikalske udvikling dermed er til stede på dette tidlige tidspunkt i barnets liv (Verny/Kelly, 1983).
Det handler med andre ord om at så de musikalske frø på rette tidspunkt – i overensstemmelse med lovmæssighederne i naturen.

Betydningen af tidlig start
Op gennem historien – fra Platon over Comenius og Goethe – har man været sig musikkens menneskeformende kraft bevidst og betragtet sang og musik som et grundlæggende, folkeligt opdragelses- og dannelsesmiddel.
I den græske oldtid var der to bærende funktioner i opdragelsen – den ene var optræning af kroppen, og den anden var optræning af sjælen gennem musik. Udover det, som vi forstår ved musik, dækkede begrebet musik også digterkunst, litteratur, tegning og matematik, leg, dans og våbentræning.
Musikundervisningen i det antikke Grækenland var ganske enkelt anordnet ved lov, og studier af vasemalerier vidner om, at der var tale om eneundervisning og at undervisningen var en kombination af sang og instrumentspil.
Ganske vist var undervisning kun forbeholdt de bedrestillede borgere med frihed og god økonomi – og kun mændene – og ganske vist var Platon født ind i aristokratiet og både konservativ og reaktionær, men alligevel! Man kan næppe være uenig i Platons tanker og ideer om opbyggelighed og om, at musik skulle være et af de væsentligste elementer i børneopdragelsen, idet, som han sagde, “at rytme og vellyd mere end noget andet formår at trænge ind i barnesjælen og præge den og styrke det ædle i barnets karakter og højne dets sind.”

På Goethes tid betragtede man også sangen og musikken som et folkeligt opdragelsesmiddel. I værket “Wilhelm Meisters vandreår”, hvor Goethe opsamler sit livs lange visdom, skriver han bl.a. om sangens og musikkens stilling i opdragelsens tjeneste og i samfundslivet, at “idet vi øver børnene i at skrive toner, som de selv frembringer, på tavlen ved hjælp af tegn og dernæst ud fra disse tegn øver dem i atter at finde tonerne i deres struber, og derpå yderligere lærer dem at føje teksten til derunder, så øver de samtidig hånd, øje og øre, og de når hurtigere til retskrivning og skønskrift, end man tror, og da nu alt dette må udøves og reproduceres efter rene mål og ganske bestemte tal, så fatter børnene langt hurtigere værdien af måle- og regnekunsten end på nogen anden måde. Derfor har vi da blandt alle tænkelige områder gjort musikken til et grundelement i vores opdragelse, thi ud fra den løber veltilgængelige veje til alle sider.“

Her, hvor vi befinder os i begyndelsen af det 21. århundrede, må vi konstatere, at musikken og sangen har tabt status som folkeligt opdragelsesmiddel.
Ikke desto mindre er musik stadig et grundlæggende udtryksmiddel og et universelt kommunikationsmiddel, der trodser både alder, nationalitet og social status. Børn over hele verden “synger” stadigvæk før de taler og “danser” stadigvæk før de går.

Det af Kulturministeret nedsatte Kulturråd for børn fremhæver i sin handlingsplan 2000-2001 Med liv og lyst bl.a., at “det ikke alene er forældrenes, men også samfundets ansvar, at alle børn får rig mulighed for at møde kulturen.”

Ordet kultur stammer fra det latinske cultura, hvis hovedbetydning er at dyrke, passe og pleje noget på den ene side, først og fremmest jorden, og at dyrke, agte og ære noget på den anden side, især Guder og mennesker. Mens den kultiske eller religiøse del har mistet sin betydning, så har dyrkningselementet holdt sig ubrudt frem til i dag, hvor “kultivering” stadig er en proces, der peger mod jordens eller åndens bearbejdelse og pleje (Hastrup, 1999).
Men kultur betyder også den forædlingsproces, der foregår i samfundets og den enkeltes liv.
På engelsk betyder ordet culture både kultur og dannelse.
Dannelse betyder at danne noget, eksempelvis “de åndelige eller sjælelige kræfter” eller at noget opstår, eksempelvis “evnen til at iagttage, tænke, (be)dømme, til æstetisk følelse, etisk vurdering, til at beslutte sig og til at ville osv., noget der senere kan træde i “funktion” over for voksentilværelsens indhold…” (Klafki, 1983/Nielsen, 1998).
Dannelsesteoretikeren J. G. Herder (1744-1803) udtrykte sig således: “Er kniven engang hvæsset, kan man skære alt muligt med den…Således er det også med forstandens skarphed og politur. Skærp den og poler den hvormed og hvortil du vil, blot den bliver skærpet og poleret, og brug den derefter af hjertens lyst og efter din stillings behov…(Nielsen, 1998).

Musik omfatter både kultur og dannelse og det er både velkendt og veldokumenteret at aktiv beskæftigelse med musik aktiverer og udvikler hele sanseapparatet og påvirker barnets personlighedsudvikling, både på det intellektuelle, emotionelle, æstetiske, kreative, sociale, sproglige og motoriske område.

Alle børn er født med musikalske anlæg, født med indre forudsætninger for at tilegne sig musik – og alle børn kan udvikle en musikalsk adfærd og en musikalsk kompetence. Kompetence er ikke noget, der nedarves, – det er noget der udvikles, når barnet bliver stimuleret og hjernen bliver brugt.
Børn er fra fødslen grænseløst åbne, nysgerrige og parate til at gribe enhver sansemæssig udfordring. Det er op til os voksne at respondere, – for forudsætningen for at barnets anlæg udvikles er, at de stimuleres.
Henning Rye har beskrevet det nødvendige samspil mellem det lille barn og dets sociale og kulturelle kontekst og sammenfatter barnets tidlige kompetence og parathed således:
1) “Allerede fra fødslen – mange vil i dag sige allerede fra undfangelsen – foreligger et dynamisk samspil mellem ethvert individs genetiske og konstitutionelle forudsætninger og dets miljø, 2)  børn er helt fra fødslen prædisponerede for at etablere tilknytning til og indgå i samspil med deres omsorgsgivere, 3) børn er aktive i forhold til læring. De tager allerede fra fødslen initiativ og styring i samhandlingssituationerne, 4) omsorgsgivernes personlige forudsætninger og miljøets kvalitative egenart afspejler sig i de erfaringer børn får helt fra begyndelsen” (Rye, 1997).

Fostrets hørelse er som før nævnt udviklet fra sjette måned, – det bevæger sin krop i takt med sin mors tale og det er intellektuelt modent nok til at sanse det følelsesmæssige indhold i moderens stemme. Hvis en gravid kvinde hver dag lytter nogle minutter til beroligende musik eller endnu bedre: selv synger, vil barnet føle sig rolig og afslappet. I bedste fald kan man formodentlig allerede på dette tidspunkt grundlægge en interesse for musik hos barnet.

Lyd og støj
Enhver form for lyd påvirker os. Vi føler velvære eller vi føler ubehag. Vores hørelse hviler aldrig – heller ikke når vi sover. Vi kan lukke øjnene og vi kan lukke munden og vælge til og fra, – men vi er ikke blevet udstyret med ørelåg, og derfor er det nødvendigt at have en høj bevidsthed om de lydkilder og den musik, der omgiver barnet. På det punkt – som på så mange andre – er små børn prisgivet de voksne, der omgiver dem.
Schopenhauer gør opmærksom på, at hørelsen har en mere passiv karakter end synssansen…Ørets passivitet indebærer, at det så at sige er dømt til at være “patient” og tåle – “lide” det, som det udsættes for. Det nye i den musikalske situation, som mange børn vokser op i er, at musikken ikke længere forvaltes af omsorgspersonerne omkring barnet, men klinger anonymt ud i omgivelserne fra reproducerende kilder, som barnet ikke kan se i øjnene, ikke kan næres ved og søge tilflugt hos (Kjerschow, 2000).
Det siges, at man er, hvad man spiser, – jeg tror også, at man er, hvad man lytter til.

Igennem de seneste årtier er støjniveauet generelt taget til i styrke, det gælder trafikstøj, maskiner, musikanlæg og såmænd også menneskestøj. Børn råber højere og højere for overhovedet at blive hørt, pædagogerne – og børnene med – har af samme grund nedsat hørelse, (og i øvrigt også hæse stemmer)- det hører man ustandselig om gennem forskellige undersøgelser. Walkman’ens fremkomst har ikke forbedret situationen og eksempelvis norske undersøgelser har afsløret, at helt op til 60% af unge mennesker har et mærkbart høretab – en del træder faktisk ind i deres voksenalder med en høreevne, der svarer til, hvad man normalt først har ved pensionsalderen (Arbejdstilsynsrapport, 1993).
Tidligere betragtede man blot støj som generende. I dag ved man, at den kan være skadelig, for det, der nedbrydes i øret, kan ikke genopbygges. Det foruroligende er, at en forringet høreevne kan være svær at erkende i tide, fordi der ikke er noget, der gør ondt og fordi processen udvikler sig ganske langsomt.
Yderligere ved man også, at øret ikke er det eneste organ, der skades ved et højt lydniveau. Europæiske undersøgelser har vist, at blodtrykket stiger ved høj lyd og at årsagen til forstyrrelser i balancenerverne og i kredsløbet, – at mavesår, migræne og meget mere i vidt omfang hænger sammen med støj og nedbrydende lyd.
Støj påvirker ligeledes den sociale adfærd, viser en række eksperimenter.
F.eks. gjorde to forskere det eksperiment, at den ene, med armen i gips, tabte en stak bøger og papirer, når der kom fodgængere forbi. Han begyndte at samle papirerne op, alt imens han så hjælpeløs ud og tydeligt viste behov for assistance. Den anden forsker gik med en motorplæneklipper på græsset et lille stykke derfra. Når plæneklipperen var i gang, reagerede kun 15% af de forbipasserende, men når plæneklipperen blev standset, hjalp ikke mindre end 80% med at samle bøgerne op.
(Halpern/Savary, 1985).

Forskningen tyder ligeledes på, at stressfremkaldende lyd og støj får små børn til at trække sig ind i sig selv og at børn, der er vokset op i støjende hjem, generelt er langsommere til at efterligne de voksne og har en forsinket sproglig udvikling og udforskningstrang.

Musik er mere end lyd
Musik er den kunstart, der mere end noget andet kan få os til at mærke at vi er levende og har en sjæl.
Musik er ånd, følelser, oplevelse, selvrealisation, eksistens – og eksistens er den særlige menneskelige væren, der adskiller mennesket fra alt andet levende.
Carl Nielsen skrev over sin 4. symfoni: “Musik er liv og som dette uudslukkeligt”.

Alting tyder på, at de musikalske påvirkninger, barnet modtager i de første leveår, er af allerstørste betydning, ikke blot for barnets senere holdning til musik, men også for personlighedsudviklingen og den sociale vækst. Det er i første leveår, at fundamentet for det, der skal læres senere i livet, skal etableres – det er der vist i dag bred enighed om. Det er i disse år barnets modtagelighed er størst og sanseapparatet mest åbent.
“Musik kan mere end noget andet åbne barnets opmærksomhed mod noget grundlæggende elsk-værdigt, mod noget, som varsler meningsfylde. Musikken bliver på en måde en del af den eros, som skal give det voksne menneskes søgende og overskridende tænkning retning. Den bliver en del af den eros, som kan blive drivkraften i menneskets bestræbelser og idealer. Musikken bliver således noget primært i livet, den bliver det, der initierer til livet, som åbner og vækker” Kjerschow, 2000).
At den påvirkning barnet får i førskolealderen er grundlæggende for barnets senere liv, blev ligeledes påpeget af Comenius, som desuden – for altså næsten 400 år siden – understregede legens betydning for barnets udvikling i skriftet Scola Ludens, “den legende skole”.

Musikskolen skal så vidt muligt tilbyde undervisning fra 0 år og flere og flere musikskoler bliver gradvist i stand til at leve op til denne intention i musikloven, efterhånden som interessen for området og forståelsen af vigtigheden, breder sig. Samtidig er konservatorierne begyndt at uddanne lærere, der har specielle kvalifikationer i forhold til de alleryngste.
Jeg er ikke i tvivl om, at om få år vil baby- og småbørnsundervisningsområdet være en fuldt udbygget og integreret i den samlede førskoleundervisning på musikskolerne.
I Statens Musikråds rapport over musikskolevirksomhed taler tallene deres eget klare sprog:
Ifølge rapporten fra 1998/99 deltog 5.904 børn fra 0-3 år i musikundervisning og i den nyeste opgørelse fra oktober 99 er tallet steget til 8.623, altså en stigning på næsten 3000 børn på ét år. I 1992/93, da den første statistik blev lavet var antallet af børn i denne aldersgruppe 2.514, så der er altså i alt tale om en betragtelig stigning i løbet af  7-8 år.
Det er helt tydeligt, at det er inden for området 0-3 år, at ekspansionen for alvor sker. Tallene vedrørende de øvrige undervisningsområder er nogenlunde stabile.

Det musikalske indhold
Der er skrevet mange bøger om sanseudviklingen hos børn og der findes en betragtelig mængde både dansk og udenlandsk litteratur, der omhandler undersøgelser og forskningsresultater vedr. børns musikalske udvikling og betydningen af musikalsk stimulation. Der tales om multiple intelligens og musikalsk kompetence, som aldrig før, og der er for længst skabt global konsensus om musikkens betydning for barnets hele udvikling.
Men der tales endnu ikke om det musikalske indhold og om betydningen af musikalsk kvalitet.
Digteren Morten Nielsen skrev i et efterladt notat: “Ingenting er nemmere end at skrive vers, som siger noget. Når der alligevel ikke er svimlende mange gode vers, er det fordi det ikke er nok, at en ting står i et vers, den skal også være der, den skal ligge indeni linierne og lyse.”

Musik er ikke bare musik. Det er ikke ligegyldigt, hvad der synges og spilles.
Der er forskellige værdigrader og jeg vil for god ordens skyld nævne, at jeg ikke tænker på genrer, men på kvalitet i de forskellige genrer.
Jeg vil prøve at argumentere for, hvorfor jeg finder det nødvendigt at måle og veje de musikalske værdier.
I dag, hvor mennesker så godt som døgnet rundt er omgivet af musik, og bliver udsat for en til tider ret så bombastisk musikalsk påvirkning af en kommerciel musikindustri, er det vigtigt, at vi som forældre og lærere bliver os det væsentlige bevidst, at vi lærer at sortere og prioritere og forsøger at medvirke til at fylde børns tilværelse med noget, der virkelig fylder noget.
Vi lever i en tid og i et samfund, der lige så stille er begyndt at sælge ud af sine værdier, vi er ved at afvikle kvalitetssamfundet til fordel for kvantitetssamfundet, – vi fremmer på flere områder det middelmådige på bekostning af det ypperlige.
Vi er i en situation, hvor vi skal være mere end opmærksomme på vores musikalske grundlag og vores musikalske værdier og bevidste om musikopdragelsens betydning for børnenes åndelige vækst.

Undervisning af 3. mdr. gamle babyer
Både barnets egne og moderens kropsbevægelser har betydning allerede i fostertilstanden.
De kemiske processer, der udløses via bevægelsernes påvirkning af nervebanerne, har direkte indflydelse på hjernens udvikling.
Barnet skal naturligvis lære sin krop at kende, men det skal også udvikle evnen til at reflektere over sin krop og til at kunne udtrykke sig kropsligt.
Barnet lærer gennem de erfaringer, det får om sig selv og omverdenen, når det leger og bevæger sig. Alle sanser stimuleres og motorikken styrkes og udvikles.
Al barnets selverfaring sker med udgangspunkt i kroppen og bevægelsen.

Kommunikationen med de alleryngste er naturligvis overvejende nonverbal og foregår næsten udelukkende gennem musikken.
Det lille nye menneske er et helt menneske, som lærer med hele sig og som udelukkende oplever gennem sanseindtryk (høre-, syns-, føle,- smags- og lugtesans), det, som Vygotsky kalder “den tavse viden”.

Carl Nielsen sagde, at “en terts er en Guds gave, en kvart er en oplevelse og en kvint er den højeste lykke”.
Der er noget med den kvint – dette rene interval som indgår i overtonerækken og stables i den urgamle, universelle, pentatone skala.
Når man spiller en kvint på et klangfyldt og overtonerigt instrument åbnes børnenes sanser, nærværet er totalt, – det er som om det biologiske ur sættes i stå, mens de åndelige sider aktiveres.
Det er slående, hvor stærk lydperceptionen er, og det er mit klare indtryk, at det er kvaliteten af klangen, der sammen med den opadgående kvint forårsager den helt specielle koncentration og opmærksomhed.

At den auditive reaktion som sådan er dominerende, er i sig selv ikke så mærkeligt. Hørelsen er som tidligere nævnt udviklet allerede fra 24. fosteruge, og det er dokumenteret, at et nyfødt barn kan kende sin mors stemme fra alle andre mødres stemmer og at det kan genkende musik, der er blevet spillet for det under graviditeten.

Der er naturligvis ingen sansning uden bevægelse og når man lytter til musik, lytter kroppen lige så meget som øret. Det er f.eks. således også dokumenteret, at barnet synkroniserer sine bevægelser med f.eks. lydene fra en voksensamtale, så selv på dette tid-lige tidspunkt er der et tæt, omend vanskeligt observerbart samarbejde mellem høre-sans og motorik.
Neurologen Kjeld Fredens fremhæver i sin udlægning af Howard Gardners intelligensteorier, at den kropslige udvikling har betydning for udviklingen af de andre intelligenser, hvilket svarer helt til, hvad idrætsfolk siger, når de argumenterer for flere idrætstimer i folkeskolen.
I både den forskning, der er foretaget omkring børns musikalske udvikling og i den praktiske undervisning, er det da også det rytmiske element, der har spillet den primære rolle.
Kjeld Fredens gør imidlertid opmærksom på, at der i undervisningen af de yngste børn skal “tages højde for, at der er plads til alle kompetencerne. De er lige vigtige, på dette tidlige tidspunkt” (Fredens, 1991).
Og jeg vil supplere dette udsagn med at pege på, at det, der betegnes som den musikalske kompetence, i sig selv rummer en mangfoldighed.
Når jeg derfor fremhæver det lille barns åbenlyse reaktion på det klanglige aspekt, er det for at henlede opmærksomheden på, at man i undervisningen bør anlægge et nuanceret syn på de forskellige musikalske elementers indflydelse på udviklingen, set i forhold til barnets alder og udviklingstrin.

Udover at barnet reagerer på klangkildernes kvalitet, reagerer det tilsyneladende også på klangfarven.
Det er min formodning, at tonalitetsfornemmelse ikke på forhånd er indkodet i barnet, men noget, der kommer med påvirkningen udefra. Den tidligste spontansang med klare pentatone strukturer, – strukturer, som kendes over hele verden og som ikke hviler på et fast tonalt grundlag, vidner om, at børn kan bevæge sig rundt i et bredt toneunivers.
Denne formodning understøttes af Mogens Hansen, der siger, at kun 30% af cortex, dvs. hjernens overflade, som rummer de sensoriske, motoriske og højere kognitive processer, er forhåndsforberedt til bestemte opgaver. De øvrige 70% er parat til at blive sat ind på opgaver, der skal læres.
Det er m.a.o. ikke givet på forhånd, hvor stor en del af hjernen, der skal bruges til hvad. Det er ganske enkelt et spørgsmål om påvirkning og træning (Hansen, 1997).

Musikalsk autenticitet
Barnet er instinktivt modtageligt for den rene vare, for den ægte lyd.
Det er af betydning, at børn præsenteres for levende musik, sunget og spillet af levende mennesker på levende instrumenter. Det er en hel anden oplevelse og har – tror jeg – indflydelse på børnenes holdning til musik resten af livet. Selv i disse CD-rom og IT-tider, er det min overbevisning, at der ikke findes nogen form for formidling, der har samme gennemslagskraft.

Det lille barn er langt mere modtageligt for lyde, klangkvaliteter og klangfarver end på noget senere tidspunkt i livet.
Hjernen har en ekstrem høj indlæringskapacitet og barnet kan lære, huske og opmagasinere viden i hjernen. Det er påvist, at hvis ikke forbindelsesvejene i hjernen hos et barn under tre år udvikles og holdes ved lige, lukkes de af og kan kun vanskeligt genetableres.
Man kan med andre ord sige, at de indtryk barnets sind modtager, fremmer hjernens vækst – mangel på indtryk hæmmer den.

Forudsætningerne for at udvikle talesproget ligger etableret i hjernen og barnet har, som nævnt, den fineste modtagelighed og sans for nuancer og rytme. Men afgørende for sprogudviklingen er, at der bliver talt med og læst for barnet lige fra starten. Det giver et rigt ordforråd og evne til at kunne udtrykke sig.
Der eksisterer stadigvæk den snert af myte, at det med musik og kreativitet er noget, der nærmest kommer af sig selv, bare man giver barnet en klump ler eller en bongotromme i hånden. Men ganske som med sprogets udvikling, er det ikke noget, der kommer af sig selv.
Det gælder for al udvikling, at den sker i en interaktion mellem højere og lavere former. Den voksne er en model for barnet og hvis ikke barnet har kontakt med f.eks. det udviklede talesprog gennem en voksen, udvikler det ikke selv noget sprog – eller kun langsomt.
Det samme gælder med musik.
Et barn der ikke har nogen model, dvs. en voksen, der synger for det og med det, udvikler heller ikke det musikalske sprog. Men den voksnes tilstedeværelse er naturligvis ikke en tilstrækkelig betingelse for udvikling. Den anden side af interaktionen består i barnets eget bidrag til sin egen udvikling.
Min pointe er, at man må gå ud fra, at barnet vil tilegne sig det musikalske sprog, det er omgivet af under opvæksten, nøjagtig som det vil tilegne sig det talte sprog.
Det er vigtig, at musikken, om jeg så må sige, kommer til at “ligge i blodet”, at man ikke afventer et bestemt udviklingstrin, før man begynder at undervise barnet i musik og med undervise mener jeg, at man på et kvalificeret grundlag tager stilling til det musikalske materiale og at man er bevidst om hvilke aktiviteter, der stimulerer hvilke sanser, og ikke at forglemme: om måden, man udfører musikken på.
Det er indlysende, at hvis undervisningen af de små skal lykkes, skal man først og fremmest have noget på hjerte, men man skal også, så at sige, have noget på hjerne.
Alle børn er født med et musikalsk potentiale, som blot venter på at blive udviklet.
Howard Gardner peger på, at megen og rigtig tilrettelagt undervisning kan føre mange mennesker langt ud over det, han betegner som det middelmådige.
Der er intet, der som musik udvikler fantasi og kreativitet, men for at nå til en kreativ tænkning må man have et begrebsapparat, man må tilegne sig og beherske det musikalske sprog, dets væsen og teknikker.
Betydningen af, at barnets musikalitet udvikles i samvær med andre børn skal ikke undervurderes. Børn udvikler sig – ligesom voksne – i vid udstrækning i samværet med andre mennesker. I de senere år har formuleringer som distribuering og kontekstualisering af intelligensen vundet hævd med understregning af, at intelligente handlinger ofte er et resultat af et samarbejde mellem mennesker (Månsson, 2000).
I musikundervisningen stimuleres evnen til at lytte, til at koncentrere sig, til at indgå i en social sammenhæng, til at samarbejde og i det hele taget til at sanse, hvad der foregår omkring en.

Hvis baby-musikundervisningen for alvor bliver udbredt – og det tyder alting som nævnt på, at den gør, har det ikke alene musikalske, men også sociale perspektiver. Musik er et universelt sprog og det er ikke svært at forestille sig, hvad det ville betyde, hvis alle nyfødte børn fik den samme musikalske påvirkning og begyndte deres musikalske liv på tværs af forskellige kulturer.

Forældrene
Forældre i dag er godt informeret og mange har hørt om musikkens gavnlige effekt på barnets generelle udvikling.
Men situationen for mange af forældrene er, at de næsten skal begynde forfra med at opfriske eller bygge et sangrepertoire op, lære at bruge deres stemmer og synge i et hensigtsmæssigt toneleje, lære at bevæge sig, vugge, gynge og ride ranke med deres børn.
Det med stemmerne og tonelejet er centralt. Forældrenes opmærksomhed skal rettes mod, at det er dem, der skal tilpasse sig børnenes stemmeleje og ikke omvendt, nøjagtig som de tilpasser sig børnene i andre situationer, går ned i knæ for at være i øjenhøjde, sætter tempoet ned, når de går tur, osv.

Sangrepertoiret
Det er et stort ansvar at tage på sig at præge det lille nyfødte barn musikalsk, når man nu ved, hvor udviklet den tidlige hukommelse er og hvordan indtrykkene oplagres i hjernen.
Det er jo som før nævnt formodentlig sådan, at det man lærer i de allertidligste år, er bestemmende for ens måde at opleve, opfatte og forholde sig til tingene på resten af livet. Der er næppe tvivl om, at sammensmeltningen af de musikalske og emotionelle oplevelser kan være af afgørende betydning for barnets senere holdning til musik.
Børn skal som sagt møde den ægte vare, de skal opleve musikken åbenbare sig foran dem. De skal opleve musikkens kraft, – opleve, at musikken kan påvirke os på en måde, så vi forandres.
Igennem sangrepertoiret skal børnene bl.a. lære deres musikalske og kulturelle rødder at kende – det er indlysende vigtigt for forståelsen af, hvem man selv er. Og jo stærkere identiteten er, jo mere overskud vil der være til at åbne sig ud mod verden.
Men det handler ikke kun om rødder og fortid, det handler også om fremtid og om at finde en balance og være i den tid, der er lige nu.
For ved siden af det, man kan kalde vores folkelige, nationale, musikalske og kulturelle arv, skulle vi gerne finde kompositionsmusikken og samtidsmusikken i undervisningen.
Men vi skal også være opmærksomme på at finde en balance mellem barnets og de voksnes musikalske verden.
Megen “børnemusik” bliver i dag i høj grad til på de voksnes præmisser, eks. komplicerede rytmer, synkoper, lifts og krydrede harmoniske (og dominerende) akkompagnementer. Men det lille barns naturlige musiceren er enkel og tager f. eks. udgangspunkt i den bipodiske struktur, gerne med gentagelse af taktpar og med enkelthed i både rytme, melodi, form og harmonik.
Vi skal opfordre vores komponister til at skrive sange for børn med gode, bårne melodilinier, der er befordrende for sangstemmen, og med farverige tekster, der hæver sig op over hverdagen.
Det danske børnesangsrepertoire ville have været en del fattigere uden sange som “Jeg ved en lærkerede” og “Solen er så rød mor”.
Carl Nielsen er et godt eksempel på en komponist, der mere end nogen anden har formået at ophæve skellet mellem folkelig sang og kunstsang og som har præget den danske sangkultur i et omfang og på en måde, som er uden sidestykke.

Epilog
Babymusikundervisningen handler ikke om at udklække små vidunderbørn, men om at skabe forudsætningerne for et kvalificeret voksenliv og et fundament for en musikalsk beskæftigelse senere i livet, som aktiv udøvende amatør eller professionel eller som lytter og koncertgænger. Og så handler det ikke mindst om den betydning det vil have for samfundet, at det består af musiske borgere, der kan synge sammen og “spille firehændigt”, – som vil være bevidste om at værne om de musikalske værdier og traditioner og som vil prioritere et musik- og kulturliv på højeste niveau, fordi de selv har oplevet glæden ved musik og musikalsk samvær, da de var børn.
Hvor overskriften tidligere var kvalifikationer er den i dagens samfund kompetencerog det, der sandsynligvis vil blive efterspurgt i fremtiden er kreativitet, evne til at håndtere problemstillinger og definere løsningsmodeller, med andre ord musiske mennesker med en inter- og intrapersonel kompetence .
Det er bare ét af mange perspektiver i undervisningen af de alleryngste.

“Er kniven engang hvæsset, kan man skære alt muligt med den…
Således er det også med forstandens skarphed og politur. Skærp den og poler den hvormed og hvortil du vil, blot den bliver skærpet og poleret, og brug den derefter af hjertens lyst og efter din stillings behov…”
Dannelsesteoretikeren J. G. Herder (1744-1803)

Referencer
Bastian, Hans Günther: Kinder optimal fördern mit musik, Atlantis, Scott 2001
Fredens, Kirsten og Kjeld: Musikalsk Odysse, Folkeskolens Musiklærerforening, 1991
Grue-Sørensen, K: Comenius, Gad 1961
Halpern, S. & Savary, L.: Sound Health, 1985, overs. Lyd – musik og din sundhed, Strube, 1986
Hansen, Mogens: Intelligens og tænkning, Ålykke, 1997
Hastrup, Kirsten: Viljen til viden, Gyldendal 1999
Hastrup, Kirsten: Forelæsning NNMPF, 2001
Jordal, Jytte: Læsepædagogens jubilæumsnummer 6/2000
Kelly, J. & Verny, T.: Det ufødte barns hemmelige liv, Borgen 1983
Kjerschow, Peder Christian: Før språket, Vidarforlaget 2000
Kulturministeriet: Kulturrådets for Børns handlingsplan 2000-2001
Larsen, Steen: Den ultimative formel for effektive læreprocesser, eget forlag, 1998
Laursen, Per Fibæk (red.): De mange intelligensers pædagogik, Gyldendal 1997
Marstal, Inge: Musikpædagogik på basis af Kodály’s pædagogiske filosofi, Edition Wilhelm Hansen, 1991/1997
Marstal, Inge: Musikalsk Legestue, Edition Wilhelm Hansen, 1988
Mcneill, David: Hand and Mind, University of Chicago Press, 1992
Månsson, Hans: Om udvikling, Kognition og Pædagogik nr. 37, 2000
Nielsen, Frede V.: Almen musikdidaktik, Akademisk Forlag 1998
Rye, Henning: Tidlig hjælp til bedre samspil, Munksgaard, 1997
Statens Musikråd: Rapport om musikskolevirksomhed 1995, 1998/99, 1999/00