“Så syng da, Danmark, lad hjertet tale…”

af Inge Marstal, Dansk Sang 2002

“Det er ethvert barns ret at lære de danske sange i den blå og den sorte bog (Højskole- og Salmebogen) og det er enhver voksens pligt at lære sangene fra sig.
Det er danskernes privilegium at kunne synge med på linier som “Pigernes latter og lyse hår…mildt om et evigt Danmark spår”, “skal sangen rumme for ret at melde om, hvad der inderst er os og vort”, “Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård! Guds fred med dem, som bløde af dybe hjertesår!”, “Med lys som fugle på kviste”. Og synge sjove ord som: “På Tave bondes ager ved Birkende by”, “Kålgårdpilen piber trist”, “Land æfor og by æbag, lærkesang og humler”, “Ej sikke lej sikke london don, killi milli maxi kuxi kaxi esrom pyt” og “Se, hvor hun i spøg ham banker på de søde pusselanker”.” (Susanne Brøgger)

Sangens kulturbærende betydning
“Det gør ikke noget, at vi bliver fattige, – bare vi ikke også bliver dumme” sagde Frederik VI efter statsbankerotten i 1813.
Året efter – i 1814 – indførtes skoleloven i Danmark, og i loven indgik bestemmelser vedrørende skolesang, i fuld overensstemmelse med grundtankerne i tiden om at pleje sangen af både musikalske folkelige og kirkelige grunde.
Komponisten I.A.P Schulz, som i slutningen af 1700-tallet var hentet fra Tyskland til Danmark som kapelmester på Det Kongelige Teater, tilhørte sammen med bl.a. Schiller, Kant og Goethe den generation, der, som et led i tidens humanitetsbestræbelser, samarbejdede om folkesangens udbredelse og trivsel.
Sangen var for denne generation ikke blot et æstetisk, men også et pædagogisk-folkeligt anliggende, og poesien skulle derfor være livsnær og letfattelig med enkle og let tilgængelige melodier.
I.A.P. Schulz udmøntede denne holdning i bl.a. samlingen “Lieder im Volkston” og introducerede i sit forord det berømte begreb “Schein des Bekannten” om hvilket han siger, at “i dette præg af det velkendte ligger folketonens hele hemmelighed”.
Det var det almentgyldige i disse betragtninger, der omkring 100 år senere fik Thomas Laub og Carl Nielsen til at gribe tilbage til Schulz med deres to samlinger “En snes danske viser”, der udkom i 1915.

Udover forpligtelserne som dirigent og komponist var det desuden Schulz’ opgave at tage vare på det danske folks musikalske opdragelse.
I forbindelse med oprettelsen af Blaagaard Seminarium 1791 udgav Schultz et lille skrift, som han kaldte “Tanker om musikkens virkning på et folks dannelse, og over dens indførelse i skolerne i de kongelige danske stater”.
I skriftet stod bl.a., at hvis det lykkedes at vække folkets øre for musik, ville dets “følelse for skønhed” få gavnlige virkninger på alle livets områder.
Det blev Schulz’ landsmand og kollega H.O.C. Zinck, organist, komponist og syngemester ved Det Kongelige Teater, der blev den første musiklærer på Blaagaards Seminarium. Han søgte i sit praktiske arbejde at realisere oplysningstidens tanker om musikkens forædlende indflydelse på mennesket.
Mere om dette emne kan læses i bl.a. Lissa Ncolajsens artikel i Dansk Sang 1/53.

Som før nævnt var også Goethe dybt optaget af sangens og musikkens stilling i opdragelsens tjeneste og i samfundslivet, og i værket Wilhelm Meisters vandreår, som udkom i 1829 og hvori han samler sit lange livs visdom, udtrykker han følgende:
“Hos os er sangen det første trin i dannelsen, alt andet slutter sig hertil og formidles herigennem. Den simpleste nydelse såvel som den jævneste lære bliver hos os oplivet og indprentet gennem sang, ja selv hvad vi overleverer af tros- og moralbekendelse bliver meddelt om ad sangen; andre fordele og selvstændige formål er nært forbundet hermed: thi idet vi øver børnene i at skrive toner, som de selv frembringer, på tavlen ved hjælp af tegn, og dernæst ud fra disse tegn øver dem i atter at finde tonerne i deres struber, og derpå yderligere lærer dem at føje teksten til derunder, så øver de samtidig hånd, øje og øre, og de når hurtigere til retskrivning og skønskrift, end man tror, og da nu alt dette må udøves og reproduceres efter rene mål og ganske bestemte tal, så fatter børnene langt hurtigere værdien af måle- og regnekunsten end på nogen anden måde. Derfor har vi da blandt alle tænkelige områder gjort musikken til et grundelement i vores opdragelse, thi ud fra den løber veltilgængelige veje til alle sider.“
Musikkens tranfereffekt var allerede på dette tidspunkt kendt og formuleret.

Faktisk så har man helt tilbage til Platons tid været sig sangens og musikkens menneskeformende kraft bevidst.
F.eks. var der i den græske oldtid to bærende funktioner i opdragelsen. Den ene var optræning af kroppen, og den anden var optræning af sjælen gennem musik. Udover det, som vi forstår ved musik, dækkede begrebet musik også digterkunst, litteratur, tegning og matematik, leg, dans og sågar våbentræning – altså noget alment dannende.

Alle disse ting er interessante for os, der står midt i musikundervisningsarbejdet anno 2002.
For til trods for at man i århundreder har kendt og fremhævet betydningen af, at børn opdrages med sang og musik, at sang og musik stadigvæk er et grundlæggende udtryksmiddel og et universelt kommunikationsmiddel, der trodser både alder, nationalitet og social status, at man igen og igen har belyst og dokumenteret det, man kalder musikkens transfereffekt, altså sidegevinsterne ved at undervise børn i musik, at børn over hele verden stadigvæk “synger” før de taler og “danser” før de går – ja, så er det næsten umuligt i dag at opnå politisk lydhørhed.

For at knytte an til Frederik VI’s ord er vi i dag i en situation, hvor vi rent faktisk er i fare for at blive “dumme”, selv om vores økonomi er bedre end nogen sinde.
Vi lever i en tid og i et samfund, der lige så stille er begyndt at sælge ud af sine værdier, – vi er ved at afvikle kvalitetssamfundet til fordel for effektiviseringssamfundet, – vi fremmer på flere områder det middelmådige på bekostning af det ypperlige, – vi har gennem mange år skåret ned i vores uddannelsessystem og bildt os ind, at vi kan holde niveauet og klare konkurrencen – og det fortsætter. Også forsknings- og kulturområdet bliver nu mærkbart nedprioriteret.
Undervisningsministeren har så netop bebudet, at børnene nu skal til at lære noget mere, og derfor skal de have flere timer i dansk, matamatik og sprog – lige præcis de fagområder, hvor musikkens transfereffekt har vist sig særlig stor.
Ikke alene kunne man ved at give eleverne mere musikundervisning automatisk opnå en forbedring af deres færdigheder i disse fag, man kunne også samtidig tage vare på deres åndelige vækst og kulturelle dannelse. Det ville naturligvis kræve en forbedring af uddannelsessystemet, så børnene var sikre på at få velkvalificerede musiklærere. For hvad nytter det, at børnene får flere timer i et fag, hvis uddannelsessystemet stadig er udhulet? Både børnene og lærerne bliver svigtet – og i sidste ende hele samfundet.
Marianne Jelved udtalte for nylig at “det bedste man kan gøre for at styrke fagligheden i folkeskolen er, at sørge for at lærerne er fagligt superkvalificerede. Det giver selvtillid og fagligt overskud, og hvis man som lærer selv er glad for faget, så er børnene også glade.”
Hun rører ved noget ganske centralt, for vi kender jo allesammen situationen på lærerseminarierne, og resultaterne af nedskæringerne i slutningen af halvfemserne, har vi slet ikke set endnu!

Jeg hørte for mange år siden et foredrag med tidligere direktør for Det Kgl. Teater og senere departementchef Henning Rohde, hvor han sagde: “Tænk engang, hvis man kunne banke på hos sin nabo og spørge, om vi skulle spille firhændigt…”
Og jeg vil fortsætte tankespindet med at sige: Tænk, hvad det ville betyde for samfundet, hvis det bestod af musiske borgere, der kunne synge sammen og “spille firhændigt”, – som ville være bevidste om at værne om de musikalske værdier og traditioner og som ville prioritere et musik- og kulturliv på højeste niveau, fordi de selv havde oplevet glæden ved sang og musikalsk samvær, da de var børn.

Ole Sohn, kulturpolitisk ordfører for SF, udtalte for nylig i Musikeren nr. 4/2002, at “at regeringens finanslov er kortsigtet og snæversynet for virkeligheden er jo, at investeringer i en offensiv og visionær kulturpolitik er forudsætningen for, at vi på sigt kan sikre, at alle har gode hofter, der kan vugge til musikkens toner.”
Jytte Andersen, socialdemokratiets kulturpolitiske ordfører, udtaler samme sted, at “musik er den kunstart, der er mest altfavnende og som fylder mest i vores liv. Musik bestemmer stemninger – rører ved sjæle”. Hun siger endvidere, at “regeringen med måden at svinge sparekniven på med den bevidstløse henvisning til manglende hofter, pasning af ældre og syge og skattestop, sætter det område – kulturområdet – som dybest set er med til at sikre den brede folkelige sundhed og helse på vågeblus”. Hendes slutreplik er, at “der skal blæses til kamp og synliggøres et folkekrav om at bevare musikken som en altomfattende og altomfavnende kunstart, der beriger vores liv hver eneste dag”.

Sangens dannelsesmæssige betydning

Ordet kultur stammer fra det latinske cultura, hvis hovedbetydning er at dyrke, passe og pleje noget på den ene side, først og fremmest jorden, og at dyrke, agte og ære noget på den anden side, især Guder og mennesker. Mens den kultiske eller religiøse del har mistet sin betydning, så har dyrkningselementet holdt sig ubrudt frem til i dag, hvor “kultivering” stadig er en proces, der peger mod jordens eller åndens bearbejdelse og pleje (Hastrup, 1999).
Men kultur er også den forædlingsproces, der foregår i samfundets og den enkeltes liv.

På engelsk betyder ordet culture både kultur og dannelse.
Dannelse betyder at danne noget, eksempelvis “de åndelige eller sjælelige kræfter” eller at noget opstår, eksempelvis “evnen til at iagttage, tænke, (be)dømme, til æstetisk følelse, etisk vurdering, til at beslutte sig og til at ville osv., noget der senere kan træde i “funktion” over for voksentilværelsens indhold…” (Klafki, 1983/Nielsen, 1998).
Dannelsesbegrebet kan således sættes ind i en både historisk, kulturel, filosofisk, social og pædagogisk-/opdragelsesmæssig sammenhæng.
Dannelsesteoretikeren J.G. Herder (1744-1803) udtrykte sig således: “Er kniven engang hvæsset, kan man skære alt muligt med den…Således er det også med forstandens skarphed og politur. Skærp den og poler den hvormed og hvortil du vil, blot den bliver skærpet og poleret, og brug den derefter af hjertens lyst og efter din stillings behov…(Nielsen, 1998).

Sang omfatter både kultur og dannelse og det er som tidligere nævnt både velkendt og veldokumenteret at aktiv beskæftigelse med sang og musik aktiverer og udvikler hele sanseapparatet og påvirker barnets personlighedsudvikling, både på det intellektuelle, emotionelle, æstetiske, kreative, sociale, sproglige og motoriske område.
Alle børn er født med musikalske anlæg, født med indre forudsætninger for at tilegne sig musik. Alle børn kan udvikle en musikalsk adfærd og en musikalsk kompetence. Kompetence er ikke noget, der nedarves, – det er noget der udvikles, når barnet bliver stimuleret og hjernen bliver brugt.
Børn er fra fødslen grænseløst åbne, nysgerrige og parate til at gribe enhver sansemæssig udfordring. Det er op til os voksne at respondere, – for forudsætningen for at barnets anlæg udvikles er, at de stimuleres.

I Dansk Sang 1/53 taler Kirsten Jørgensen om glæden ved årstidssange og salmer og disse sanges   kulturhistoriske værdi. Hun nævner som eksempel Jeppe Aakjærs sange, “…som indeholder fortællinger om menneskers liv med hinanden, naturen og Gud. Man kan få mangen en god snak med børnene på baggrund af disse tekster. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi giver vores sange videre til næste generation…”
I Dansk Sang 4/53 og 5/53 berører Marianne Rasmussen og Lone Wolsing Mølle spørgsmålet om et fælles sangrepertoire ud fra den betragtning, at faget musik også er et dannelsesfag. De to har udarbejdet en sangliste på 100 sange, som et forslag til grundlaget for fællessangen i folkeskolen.
Jeg synes, at det er et flot og modigt initiativ – og helt nødvendigt for danske sange er ikke længere en del af børn og unges kulturelle paratviden.
Mange unge mennesker og forældre har i dag et mere end beskedent kendskab til den danske sangkultur, og de har rustne og utrænede sangstemmer – det ved jeg bl.a. gennem mit arbejde med forældre/børn-undervisning og gennem min undervisnings- og censorvirksomhed i øvrigt.

Man kan fundere længe over årsagen til denne tilstand.

Måske er det et udtryk for blufærdighed, som også Helle Høyer Hansen er inde på i sin artikel i Dansk Sang 3/53, fordi det at synge rammer dybere og opleves som en udlevering af følelser i højere grad end det at tale. Måske er det mere komplekst end som så og måske er det mere enkelt: mangel på træning på grund af manglende morgensang i skolerne eller en manglende sangtradition generelt, -nedprioritering af det vokale aspekt i musikundervisningen, eller måske bare mangelen på en sangkanon.
De er måske simpelthen blevet snydt for noget væsenligt da de var børn, for noget, som kunne have været en dannelsesmæssig basis og en naturlig musikalsk klangbund i deres voksenliv – som f.eks. at have lært både de danske og andre sange at kende.
En af mine studerende, som har været så heldig at gå på en skole, hvor der var morgensangstradition, kom for nylig hen til mig i kantinen og sagde, at hun siden vores sidste time, havde tænkt meget over det med morgensangen i folkeskolen. “Man tænker ikke så meget over det i barneårene, – man synes måske nærmest, at det er lidt kedeligt, men uden at mærke det opdager man, at det faktisk danner grundlaget i ens voksenliv, at det giver én en stærk følelse af at være i besiddelse af en kulturel dannelse – eller bare dannelse. Der sker simpelthen noget med med folk, når der bliver sunget fællessang.”

Derfor skal min opfordring være, at en gruppe modige, kompetente, fornuftige og ansvarlige voksne med udsyn og sans for at skabe balance mellem fortid og fremtid, sætter sig sammen og udarbejder et forslag til ikke bare en liste på 100 sange, for det er faktisk ikke ret meget, hvilket også forstås af de omtalte indlæg i Dansk Sang, men til en dækkende liste. Hvorfor skal vi nøjes med et minimum? Alene julesangsrepertoiret, som er uomtvisteligt, vil fylde en betragtelig procentdel.
Nej, der skal laves en liste med et grundrepertoire for hvert klassetrin, lad os sige på f.eks. 50 sange. Så vil vi hurtigt kunne skabe et grundlag for en ny fællessangtradition, – et fælles arvegods på 300 sange. Det er da en begyndelse.

Traditionen er vores egen stemme, – den giver os kontakt til vores rødder – en fornemmelse af, hvem vi er som folk. Vi ved, hvor vi hører til, når vi synger “I skovens dybe, stille ro”, “Jeg ved en lærkerede” eller “Solen er så rød, mor”.

Og så vil jeg ved samme lejlighed være så fri at foreslå, at man ændrer faget musik til faget sang og musik. Ordet musik alene opfattes af de fleste som noget, der har relation til det instrumentale, til det at spille på instrumenter.
Men et fag, der hedder sang og musik sender klare signaler om indholdet.

Sangens mental-hygiejniske betydning
“Sange er de tanker, der synges ud med åndedrættet, når mennesker lader sig bevæge af stor kraft og ikke længere kan nøjes med almindelig tale…” (Orpingalik, eskimo).
Ved en fødselsdag jeg var til for nylig, fik jeg en pensioneret oberst til bords. Da han hørte, at jeg havde noget med musik at gøre, udbrød han straks, at det havde han ikke forstand på, at han var tonedøv og iøvrigt ligeglad. Rent ud sagt var han faktisk både fjollet og småagressiv over for mig. Senere på aftenen holdt jeg en lille tale for fødselaren og sluttede af med at organisere Dona nobis pacem – en universel melodi – som 3-stemmig kanon, idet jeg havde spottet, at der var flere i selskabet, der kom fra musikkredse. Sangen lykkedes og kom til at klinge både rent og smukt. Da jeg satte mig ned igen, var obersten ganske forvandlet.
Han var dybt bevæget over det, han lige havde oplevet og sagde, at det var første gang i hans liv, at han – selv om han ikke deltog aktivt – havde følt sig som en del af et musikalsk fællesskab.
Og så kom det: Han havde af sin musiklærer fået at vide, da han gik i 4. klasse, at han ikke kunne synge og derfor ikke måtte synge med, når det skulle lyde “rigtigt”. Faktisk havde han indtil da været glad for at synge, men herefter hadede han musiktimerne og blev “cool” og ligeglad. Som voksen kunne han ikke drømme om hverken at synge, lytte til musik eller gå til en koncert, og nu sad han her i moden alder og fortalte sin historie for første gang.
Jeg er ikke i tvivl om, at mange andre voksne kan fortælle en lignende historie.

Det er utrolig vigtigt at forsøge at give disse voksne deres musikalske selvtillid tilbage, – den selvtillid, som ethvert lille barn har, hvis ikke den bliver spoleret af uforstandige forældre eller lærere.
Det er vigtigt at fortælle disse voksne, at de skal synge for deres egne børn, uanset hvilken stemme de er udstyret med, i stedet for at sætte et bånd eller en CD på. De skal hjælpes til at bryde det, der let kan blive til en ond cirkel i en famillie, for ubevidst videregives denne negative musikalske selvopfattelse til børnene.

At synge er en umiddelbar og naturlig musikalsk udtryksform og sang kan mere end noget andet beskrive en stemningsverden og forløse menneskelige følelser.
Det at synge rører ved os på en ganske bestemt måde. Vi mærker, at vi er levende og har en sjæl. Vi løftes op, bæres et andet sted hen. Børn, der synger får selvtillid, bliver åbne, tillidsfulde og lydhøre.

I forbindelse med et praktikforløb for mine studerende underviste jeg forleden en 1. klasse. Da to piger efter timen gik ud af døren, hørte jeg den ene sige til anden: “Synes du ikke også, at man bliver glad af at synge”?
Det fik mig endnu engang til at tænke på, hvor afgørende det er for både børn og voksne at have et sted at hente styrke, – et rum for glæde og ked-af-det-hed eller sorg.
Det rum findes i de danske salmer og sange.

Sangens sociale betydning
Sangstemmen har man altid på sig og den er gratis.
Hvorsomhelst og nårsomhelst kan man synge – alene – to og to – i en lille gruppe – eller i et kæmpekor.
Man kan synge med sin lillebror eller storesøster, med mor og far, bedstemor eller oldefar, med sine skolekammerater og med sine venner fra nær og fjern.
Man kan synge énstemmigt og man kan synge flerstemmigt og det er helt sikkert, at man hverken kan skændes eller slås, mens man synger.
Igennem det at synge – alene eller sammen med andre – lærer børn deres musikalske og kulturelle rødder at kende, hvilket er indlysende vigtigt for forståelsen af, hvem man selv er. Og jo stærkere identiteten er, jo mere overskud vil der være til at åbne sig ud mod verden.
Samtidig stimuleres evnen til at lytte, til at koncentrere sig, til at indgå i en social sammenhæng, til at samarbejde og i det hele taget til at sanse, hvad der foregår omkring en.
Der var engang én der sagde, “ du skal danse med din bedstemor – eller din rygmarv vil visne.”

Jeg er ikke i tvivl om, at sammensmeltningen af musikalske, sociale og emotionelle oplevelser er afgørende for børns holdning til musik resten af livet.
Blandt andet derfor er det vigtigt, at den musikalske opvækst foregår med far og mor eller andre nære personer, at musikken ikke bare får lov at klinge anonymt ud i omgivelserne fra reproducerende kilder, som barnet ikke kan se i øjnene, ikke kan sidde på skødet af eller danse rundt med.
Peder Christian Kjerschow, som er rektor for Nansenskolen i Lillehammer i Norge, siger i sin nyligt udkomne bog med musikfilosofiske essays, at:
“Musik (og sang red.) kan mere end noget andet åbne barnets opmærksomhed mod noget grundlæggende elskværdigt, mod noget, som varsler meningsfylde. Musikken bliver på en måde en del af den livsdrift (Kjerschow kalder det eros), som skal give det voksne menneskes søgende og overskridende tænkning retning. Den bliver en del af den sanselighed, som kan blive drivkraften i menneskets bestræbelser og idealer. Musikken kan således blive noget primært i livet, blive det, der initierer til livet, som åbner og vækker”.

Sangens fremtid
Jeg har omtalt børn og unges mangelfulde kendskab til den danske sangskat og opfordret til at lave sangrepertoirelister, der er fælles for alle folkeskoler, så vi i fremtiden kan mødes i et aktivt, musikalsk fællesskab, hvor vi synger sammen. Måske kan vi oven i købet en masse sange udenad.
For det interessante er jo, at interessen for danskheden som begreb er tiltagende, tænk f.eks. på Nationalmuseets udstilling Danmarksbilleder 1660 – 2000, som nu er blevet permanent.
Interessen afspejler sig også musikalsk i f.eks. Kim Larsen Sange fra glemmebogen, som udkom november 2001 og som indtil dato har solgt over 150.000 eksemplarer. Det samme gælder Anne Dorte Michelsens Fred hviler over land og by, som udkom oktober 2001 og som har solgt mere end 50.000 eksemplarer.
Måske skyldes succes’en at vi i takt med den omsiggribende globalisering er på vej ind i en ny bevidsthed om vores eget musikalske og kulturelle værdigrundlag.
Vi vil i hvert fald åbenbart gerne lytte til de danske sange – salgstallene viser, at de har en betydning for os. Og den betydning vil blive endnu større, hvis vi selv – sammen med vores børn, i skolen og derhjemme – synger sangene.
Arrangér sangaftener på skolen for elever, søskende, forældre og bedsteforældre, onkler og tanter og fortæl om sangene, om komponisterne, om forfatterne. Det giver hele familien noget at samles om – også når de kommer hjem.
Vi er som danskere priviligerede med en salme- og sangskat, som efter international målestok er ganske unik. Brug den! Det er den bedste arv, vi kan give næste generation “thi hjertesproget er vers og sang…”

Referencer
Brøgger, Susanne: “Danmarks Grundlov af 27. oktober 2000, ”Brøndums Danske Lov” (Brøndum, 2000)
Clausen, Karl: Dansk Folkesang gennem 150 år (Fremad, 1958)
Dansk Sang , artikler i 53/1, 53/3, 53/4, 53/5, 2001-02
Hastrup, Kirsten : Viljen til viden (Gyldendal, 1999)
Kjerschow, Peder Christian: Før språket (Vidarforlaget, 2000)
Marstal, Inge: Musikpædagogik på basis af Kodály’s pædagogiske filosofi (Edition Wilhelm Hansen, 1991/1997)
Marstal, Inge: Musikalsk Legestue (Edition Wilhelm Hansen, 1988)
Marstal, Inge: “Øret er døren til sjælen”, Kognition & Pædagogik 41/11, 2001
Nielsen, Frede V.: Almen musikdidaktik (Akademisk Forlag, 1998)