Videncenter for sang - ingemarstal.com

Artikel til antologi for Videncenter for Sang
Inge Marstal

Hvorfor synger vi – hvorfor synger børn?
Det enkle og korte svar er naturligvis: Fordi vi og de ikke kan lade være!
Det at synge er ganske enkelt en fundamental biologisk drift.
Lad mig alligevel remse en række grunde op til hvorfor vi synger og hvorfor vi skal blive ved med at gøre det:

Sang har betydning for fællesskabet
Sang har betydning for det enkelte menneske – for udvikling af identiteten – hvem er jeg og hvor kommer jeg fra
Sang har en kulturbærende og dannelsesmæssig betydning (historie – rødder)
Sang har mental-hygiejnisk betydning (glæde)
Sang har social betydning (sociale forskelle udlignes)
Sang har følelsesmæssig betydning (skaber stemninger, vækker følelser og erindringer)
Sang har fysisk betydning (det er sundt at synge – blodgennemstrømning – vejrtrækningen kommer under kontrol)
Sang har en sproglig betydning (frasering – artikulation)
Sang har rituel betydning (højtider og begivenheder)
Sang har betydning generationer imellem (binder sammen)
Sang er et samlingspunkt på tværs af kulturer
Sang kan være en nøgle til bedre forståelse kulturer imellem
Sang kan være en nøgle til bedre integration

Fortid og Nutid

Helt fra den græske oldtid har man været sig musikkens og sangens menneskeformende kraft bevidst og betragtet sang og musik som et grundlæggende, folkeligt opdragelses- og dannelsesmiddel. Der var dengang to bærende funktioner i opdragelsen – den ene var optræning af kroppen, og den anden var optræning af sjælen gennem musik. Udover det, som vi forstår ved musik, dækkede begrebet musik også digterkunst, litteratur, tegning og matematik, leg, dans og sågar våbentræning. Musik dækkede ganske enkelt noget almentdannende. Musikundervisningen i det antikke Grækenland var anordnet ved lov, og gamle vasemalerier vidner om, at undervisningen var en kombination af sang og instrumentspil. Ganske vist var undervisning kun forbeholdt de bedrestillede borgere med frihed og god økonomi – og kun mændene -, men man kan næppe være uenig i Platons tanker om, at musik skulle være et af de væsentligste elementer i børneopdragelsen.

Over den gregorianske sang og middelalderens musikalske intentioner og Luthers indførelse af fælles salmesang på modersmålet, som han anså for at være den direkte forbindelse mellem Gud og mennesker, springer vi frem til den tjekkiske præst og forfatter Comenius (1592 – 1670), som levede i første halvdel af 1600-tallet og som især var kendt for sine pædagogiske og humanistiske tanker og som sagde, at “Øret er døren til sjælen” og at “Menneskets dannelse må begynde i livets forår”.(“Didactica Magna”, som blev til i årene 1628-32 (Grue-Sørensen, 1961).

På Goethes tid (1749 – 1832) i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet betragtede man som Platon også sangen og musikken som et folkeligt opdragelsesmiddel. I værket “Wilhelm Meisters vandreår”, hvor Goethe opsamler sit livs visdom, skriver han bl.a. om sangens og musikkens stilling i opdragelsens tjeneste og i samfundslivet. Han siger her, at “idet vi øver børnene i at skrive toner, som de selv frembringer, på tavlen ved hjælp af tegn og dernæst ud fra disse tegn øver dem i atter at finde tonerne i deres struber, og derpå yderligere lærer dem at føje teksten til derunder, så øver de samtidig hånd, øje og øre, og de når hurtigere til retskrivning og skønskrift, end man tror. Og da nu alt dette må udøves og reproduceres efter rene mål og ganske bestemte tal, så fatter børnene langt hurtigere værdien af måle- og regnekunsten end på nogen anden måde. Derfor har vi da blandt alle tænkelige områder gjort musikken til et grundelement i vores opdragelse, thi ud fra den løber veltilgængelige veje til alle sider.“

På ca. samme tid – i slutningen af 1700-tallet – møder vi i Danmark komponisten I.A.P. Schulz (1747-1800) som blev hentet fra Tyskland til Danmark som kapelmester på Det Kongelige Teater. Han tilhørte sammen med bl.a. Schiller, Kant og Goethe en generation, der samarbejdede om folkesangens udbredelse og trivsel, som et led i tidens humanitetsbestræbelser. For denne generation var sangen ikke blot et æstetisk, men også et pædagogisk-folkeligt anliggende, og poesien skulle derfor være livsnær og letfattelig, og melodierne skulle være enkle og let tilgængelige. Schulz udmøntede denne grundtanke i samlingen Lieder im Volkston, og i sit forord introducerede han det berømte begreb “Schein des Bekannten”, dvs. “skæret af noget tilsyneladende kendt”, om hvilket han siger, at “i dette præg af det velkendte ligger folketonens hele hemmelighed” (Karl Clausen, Dansk Folkesang, 1958, 74-76).
Ca. 100 år senere videreførte Carl Nielsen og Thomas Laub disse tanker med de to samlinger ”En snes danske viser” fra hhv. 1915 og 1917.

Udover forpligtelserne som dirigent og komponist var det Schulz’ opgave at tage vare på det danske folks musikalske opdragelse og i forbindelse med oprettelsen af Blaagaards Seminarium i 1791 udgav han et lille skrift, som han kaldte: “Tanker om musikkens virkning på et folks dannelse, og over dens indførelse i skolerne i de kongelige danske stater”. Schulz’ tese var at ”en nations kultur fremmer dens lyksalighed” og han skriver i skriftet bl.a., at hvis det lykkedes at vække folkets øre for musik, ville dets “følelse for skønhed” få gavnlige virkninger på alle livets områder (Karl Clausen, Dansk Folkesang, 1958, 76).
Interessant er det også, Frederik d. VI, der som bekendt efter statsbankerotten 1813 og tabet af Norge 1814, sagde, ”at nok er vi fattige – men vi behøver ikke også at være dumme”. Han indførte i 1814 skoleloven i Danmark – og i loven indgik bestemmelser vedrørende skolesang – i fuld overensstemmelse med grundtankerne i tiden om at pleje sangen af både musikalske, folkelige og kirkelige grunde.

Springer vi frem til i dag må vi konstatere, at musikken og sangen ikke længere har status som opdragelsesmiddel i vores skolesystem, men det betyder ikke, at der ikke bliver sunget og at sangen ikke trænger sig på. Tværtimod. Overalt i landet skyder spirekor og børnekor op. Sanglysten og sangglæden er helt intakt – i hvert fald hos børnene. Og det er jo her det hele begynder.
Det nyfødte barn er sin stemme – det er gennem stemmen, at det kommunikerer med omverdenen. Sang har altid kunnet få et lille barn til at falde til ro, og vuggesange, som eksisterer over hele verden, er nok er verdens ældste sangritual.
Børn synger, uden at tænke over det, når de leger – både når de sidder alene og når de leger sammen med andre børn – de synger det, de leger – de laver deres egne sange – de synger, når de hopper, gynger og bevæger sig.
Det at synge er ganske enkelt en form for sjæleligt frirum.

Sang og Stemme

Stemmen er det instrument, vi bruger, når vi synger – og det er det instrument, der modsat alle andre instrumenter, er givet os fra naturens side. Vi kender instrumentet indgående og har det altid med os – uanset hvor i verden, vi befinder os. Det hverken fylder eller vejer, – det kan ikke stjæles fra os og det kan ikke tabes eller blive væk.
Stemmen rummer alle menneskelige følelsesudtryk – fra glæde og jubel til sorg og fortvivlelse. Ligegyldig hvor fjern og isoleret en kultur vi taler om, har sangen eksisteret som en del af det kulturelle fællesskab og indgået i rituelle og religiøse ceremonier.

Stemmen er dybt forbundet med vores personlighed og ikke to stemmer er ens. Hver eneste stemme er unik – ligesom et fingeraftryk er det. Stemmen sidder i sjælen og sjælen sidder i stemmen. Begge dele har vi med os gennem hele livet – ja, hele vores liv passerer faktisk gennem de to små korte stemmebånd – fra fødselsskriget til dødssukket.
Objektivt set er det muskelarbejde, der får stemmebåndene til at producere lyd. Men lyden er knyttet til følelser. Når vi er glade eller bliver bevægede kan det straks høre på stemmen. Stemmen fungerer som et barometer på, hvordan vi har det – stemmen afslører os utvetydigt og kan ikke lyve. Det gælder for alle mennesker – fra barndom til alderdom.
Man lytter til sig selv, når man synger – man hører sin egen sjæl i sangen. Ja, man kan næsten sige, at sangen både bygger bro til vores eget højere jeg – til den åndelige dimension i tilværelsen, men den bygger også bro til andre menneskers sjæl.

Den ungarske digter Mihaly Babits (1883 – 1941) siger:
”Jeg skal fortælle dig hemmeligheden ved sangen.
Du lytter til dig selv, når du lytter til en sang.
Enhver har en sang i sin sjæl, og du hører din egen sjæl i enhver sang.
Den, der har en smuk sang i sjælen, ejer evnen til at høre andres smukke sange.”

Det er værd at reflektere over dette lille digt i dag, hvor vi er mere optaget af krop end af sjæl og ånd.

Sang skaber en stemningsverden, der mere end noget andet kan beskrive og forløse menneskelige følelser. Når man synger aktiveres hele sanseapparatet. Det at synge har betydning for børns identitetsdannelse, og børn, der synger, får selvtillid, bliver åbne, tillidsfulde, lydhøre, opmærksomme og udvikler deres indfølingsevne. Det ved enhver korleder. Det er dokumenteret, at børn, der synger har en både tidligere og bedre sproglig udvikling og at sang og musik har betydning for børns udvikling på en lang række andre områder. Sang og musik træner med andre ord væsentlige sekundære evner, som f.eks. udholdenhed, koncentration, samarbejde, evne til at indgå teamwork osv.
Lægen og aldringsforskeren Henning Kirk, som har skrevet flere bøger om, hvordan man holder hjernen i gang, skriver i en af sine bøger “Sådan holder du hjernen i gang”, at “det er koblingen mellem musik og bevægelse, der giver musikken mulighed for at påvirke hjernen så markant. Små børn kan ikke lade være med at bevæge sig til musik, og mange voksne har også svært ved at sidde stille. Dette er et universelt fænomen i rituelle kulturer verden over og findes i industrilandenes moderne kultur i form af f.eks. gospelmusik.
Men selv om vi med årene lærer at sidde helt stille, mens vi hører musik ‘bevæges’ vi gennem hjerneprocesser med shortcuts, der kobler muskelbevægelser fra. Hjernen simulerer, at vi bevæger os til musikken. Musikkens indvirkning på hele kroppen starter allerede i forsterlivet. Det er dokumenteret, at fostre, der hører musik i graviditeten, efter fødslen bliver mere lydhøre over for netop den musik, de hørte, mens de opholdt sig i livmoderen.”

Sang og Kultur

Men for at vende lidt tilbage: Hvad betyder det egentlig i dag for os at synge – ud over at vores ”følelse for skønhed”, som Schulz skrev, måske vil blive vakt?
Hvorfor synger vi – både for os selv, – sammen med andre – og nogle gange for andre?
Polarforskeren Knud Rasmussen bringer i sin indledning til bogen ’Snehyttens sange’ et ekskimocitat, der lyder sådan her:
“Sange er de tanker, der synges ud med åndedrættet, når menneskene lader sig bevæge af stor kraft og ikke længere kan nøjes med almindelig tale…”
Det han siger er, at der hvor ordene ikke længere rækker, opstår sangen.

Når man synger får man en forståelse af, hvem man selv er. Og jo stærkere den forståelse er, jo stærkere ens identitet er, jo mere overskud vil der være til at åbne sig ud mod verden og til at forstå hvem andre mennesker er. Når man synger, lærer man sine rødder at kende – både de historiske, kulturelle, musikalske, litterære og geografiske.
Vi ved, hvor vi hører til, når vi synger ”I skovens dybe, stille ro” eller ”Jeg ved en lærkerede” eller ”Solen er så rød, mor.”
Der ligger med andre ord også et stærkt dannelsesaspekt i at synge.
Dannelse betyder jo at danne noget, eksempelvis “åndelige eller sjælelige kræfter” eller at noget opstår, eksempelvis “evnen til at iagttage, tænke, (be)dømme, til æstetisk følelse, etisk vurdering osv.
Dannelse er også en kombination af børns evne til at ’danne sig selv’ gennem tryghed, tillid, indsigt og glæde, opmærksomhed og modtagelighed – og det, som de får med i rygsækken for at kunne få et godt og kvalificeret voksenliv – det, der gør et menneske til et menneske og det, at man i et samfund har en fælles reference til historie, kultur og kristendom.
Dannelse er med andre ord både det, der foregår og er foregået, og det, der kommer ud af det.
At få oplevelser gennem musik, at lytte, at synge er med til at give børn en både musikalsk og generel dannelsesmæssig ballast, fordi musik og sang omfatter så mange af dannelsesaspektets parametre.

Sang og Fællesskab

Det at synge knytter os sammen og skaber nærhed – og når vi synger sammen mødes og kommunikerer vi på et plan, der er hævet over dagligdagen og dens gøremål.
Vi kan lytte til hinanden, men vi kan også synge sammen.

I fællessangen bliver sangen til en fælles dagsorden, der består i at synge en bestemt tekst til en bestemt melodi. Vi ånder sammen og trækker vejret sammen – vi bliver til et “vi”.
I fællessangen ophæves de grænser og forskelle, som vi oplever i hverdagen. Ting som alder, køn, kulturel baggrund eller for den sags skyld om man er trænet sanger eller brusebads-tenor ophæves, idet alle stemmer smelter sammen. Når vi synger sammen, kan vi hverken skændes eller slås.
Det sanglige fællesskab skaber energi – og man føler sig som en del af en større helhed, når ens stemme smelter sammen med andres. Vi trækker på noget fælles menneskeligt – der opstår en balance mellem det individuelle og det fælles – sangen forener jeg’et og vi’et. Når alle giver det, de har, og alting går op i en højere enhed, kan sangen rejse sig som en stor og hel organisme, hvor udbyttet ikke bare bliver summen af stemmer, men noget, der er meget større end det. Fællesskabet skaber synergi.
Det er også gennem fællessangen at vores sang- og salmeskat for alvor udfolder sig og det er gennem fællessangen, at fællesskabet mellem mennesker styrkes. Det er en meget stor ting at kunne give følelserne udtryk gennem fællessang.
Tænk på hvad det betyder, at vi kender de samme sange og salmer, – at vi har en sang- og salmesangskat at øse af i forbindelse med både glade og triste begivenheder – at vi har en tradition, – en ramme om vores liv – at vi har noget, der binder os sammen – noget, der skaber helhed og sammenhæng i vores liv.
Ved højtider og særlige begivenheder standser vi op for en stund og lader tiden stå stille og tænker, reflekterer, mindes og ønsker – og ved disse stunder spiller ritualerne ind – “vi plejer at gøre – eller vi plejer at synge” – tænk bare på juleaften – det giver tryghed og sammenhæng – vi synger det samme. Forfatteren og fortælleren Anne-Sophie Seidelin sagde: “Når det er højtid falder jordtiden og himmeltiden sammen og alle mennesker tænker og gør det samme. Hvis højtiderne engang skulle forsvinde, vil menneskene blive meget ensomme og fremmede for hinanden.”

Sangskatten

Vi taler ofte om den danske sangskat og måske ville det lige være på sin plads at reflektere lidt over begrebet “sangskat”. Hvad er det egentlig?
Er det noget særlig ophøjet? Er det noget, der har et præcist defineret indhold? Er det noget, der refererer til en bestemt tid eller en bestemt stil. Er det noget statisk eller noget bevægeligt – bliver skatten ved mere at være en skat? Og hvem bestemmer egentlig, hvad der hører til skatten? Er det salmebogskommissionen eller højskolesangbogsredaktionen? Er der nogle særlige krav, der skal opfyldes – eller man kunne spørge:
Hvornår og hvordan bliver en sang til en skat?
Har alle mennesker og alle nationer en – eller er det kun noget, vi danskere har?
Tænker en 20-årig og en 80-årig på de samme sange, når de taler om sangskatten?
Der kan være spørgsmål nok at stille og det er nok umuligt at svare helt præcist.
Men alligevel, at det er muligt at pege på nogle objektive ting i den forbindelse:
Når vi taler om eksempelvis den danske sang- og salmeskat er det underforstået, at der er tale om en fælles skat, – et fælles gods, som er udsprunget af det, man kan kalde den danske folkesjæl.
Vi kender hver især en lang række sange og salmer, som har en særlig betydning for os, og en del af disse sange vil sandsynligvis være de samme. Det er sange, vi har med os fra barndommen, sange, der har overlevet generation efter generation, og som vi har lært at kende hjemmefra, gennem skolen, gennem kirken og igennem sangbøgerne.
Det er salmer og sange, der repræsenterer vores kultur, – det er sange, der handler om landet, naturen, historien, højtiderne osv. – sange, som vi alle sammen kan identificere os med, som vi har et fortrolighedsforhold til og som vi føler giver os tryghed. Det er sange, der fortæller os hvem vi er, og hvor vi kommer fra, og så er det sange, der har betydning for os – alene fordi vi møder dem igen og igen eller fordi de rammer en bestemt følelse, skaber en særlig atmosfære eller ganske enkelt bare har nogle helt fantastisk gode melodier og betydningsfulde tekster.
Det er utrolig vigtigt for både børn og voksne at have en sangskat – et sted at hente styrke, – et rum for glæde, og sorg. Det sted og det rum findes i sangene og salmerne. De udgør et holdepunkt, som man altid vil kunne genfinde og vende tilbage til resten af livet.

Som danskere er vi utrolig privilegerede med en salme- og sangskat, som efter international målestok er ganske unik. Meget få, – om nogen – andre lande, har en så omfattende sangskat.
Er det så fordi vi danskere er særligt glade for at synge – det tror jeg faktisk nok, at vi er, selvom det er påfaldende, at vi faktisk ikke kan synge noget som helst udenad, hvis vi bliver bedt om det – eller er det snarere på grund af vores kultur og stærke traditioner – herunder fællessangstraditioner? Eller har det med vores sprog at gøre – sproget som jo binder os sammen og som på mange måder er allersmukkest og allerstærkest, når det synges?
Jeg ved det ikke – men skatten er der. Vi skal blive ved med at synge både de gamle og de nye salmer og sange og give dem i arv til vores børn. Det er den vigtigste gave, vi kan give og det vigtigste spor overhovedet, vi kan efterlade os.

Sangens betydning for fremtiden

“De mennesker, der ikke har musik i sig, dem skal man ikke tro på.”
Sådan citerer den danske hjerneforsker Kjeld Fredens Shakespeare i ‘Købmanden fra Venedig’ fra 1596 i sin artikel “Tonedøve folk sætter dagsordenen for musikundervisningen”. Kjeld Fredens mener, at musikken er så værdifuld for menneskets udvikling, at Shakespeares ord stadigvæk er aktuelle.“Musik er idræt for hjernen. Det er noget, vi har brug for i dag i en verden, der forandrer sig hurtigere end den gjorde for 100 år siden.”
I følge Kjeld Fredens har samfundet brug for opfindsomme, innovative mennesker, som er lydhør for udviklingen. Der er brug for mindre individualitet og mere samarbejde. For at nå dertil kræver det, at vi tager hånd om den musikalske udvikling tidligt i et menneskes liv. Det er der flere grunde til, siger han.
“Det videnskaben kan sige er, at stemmens tonefald kommunikerer mere information end de ord, vi siger. Musik er nøglen til kommunikation, fordi den indeholder de elementer, der giver os mulighed for at kommunikere, dvs. tonehøjde, dybde, tempo, rytme, klang osv. Ved at give børn musik tidligt i livet træner man hele stemmeorganet, og samtidig evnen til at lytte. Jo før børn stimuleres med musik, jo bedre forudsætninger har de for at kommunikere og lære i samspil med andre resten af livet.”
Kjeld Fredens siger endvidere, at udover de musikalske elementer betydning, er indre stilhed en anden vigtig ting, som musik kan give. “I musikken lærer man at fokusere og dermed at sætte den indre snakken i stå, så der opstår en indre stilhed. Der er dér, vi kan vække den eftertanke, der kan fordøje verden.” Så vidt Kjeld Fredens.
Når man synger ordene i stedet for at sige dem, opleves de på en anden måde. De får tid og den gode melodi fremhæver de enkelte ords betydning. Men kan vel næsten sige, at ordene opleves endnu stærkere og endnu mere vedkommende end de måske ellers ville gøre. En melodi skaber med sin struktur, opbygning og spændingsforhold en ramme om teksten – den sætter ordene ind i en helhed – og egentlig er det vel i lyset af helheden, at ordene får deres helt særlige betydning.
Der er en anden ro – en anden fornemmelse af tid, når ordene synges. Der er en form for langsomhed i sangens fortælling. Der bliver tid til refleksion og eftertanke undervejs.
Den tjekkiske forfatter Milan Kundera siger i sin lille bog ”Langsomheden” fra 1995, at der er en forbindelse mellem langsomheden og erindringen og mellem hurtigheden og glemslen.
Kundera hylder den snoede sidevejs uforudsete oplevelser og stemninger, når han siger, at en hovedvej kun er en linje, der forbinder ét punkt med et andet, mens en sidevej er en lovprisning af rummet, den bevæger sig gennem.

De voksnes ansvar

Vi ved i dag, at det er i de første leveår, at fundamentet for det, der skal læres senere i livet, skal støbes. Det er i disse år, at barnets modtagelighed er størst og sanseapparatet mest åbent. Hjernen har en ekstrem høj indlæringskapacitet og barnet kan lære, huske og opmagasinere viden. Alt, hvad det har oplevet, ligger lagret som indre billeder.
Ligesom et barn vil tilegne sig det sprog, der bliver talt med det under opvæksten, vil det tilegne sig de sange, der bliver sunget for det. Senere i livet vil barnet igen og igen opleve genkendelsens glæde, når det møder sangene i nye sammenhænge. Hver gang vil der opstå nye refleksioner, nye erkendelser og ny visdom. Efterhånden som barnet bliver ældre vil ordene i sangene få større og større betydning – de vil blive til billeder, der udvider barnets horisont og til ord, der både kan give svar på livets store spørgsmål og blive grundlaget for gode samtaler.
Ofte kan en enkelt musikalsk oplevelse i barndommen åbne døre til en helt ny verden og være nok til at vække forståelse for hele livet. Sang sætter ord på livet og ofte får vi fortalt noget, vi ellers ikke havde opdaget eller vi bliver mindet om noget, vi troede at have glemt. Tænk bare på hvordan en lille børnesang kan fremkalde glæde og genkendelse hos et menneske, der er stærkt dement.
Der er næppe tvivl om, at dagligdagen får et særligt lys, når man synger og der er intet, der kan vække minder og skabe stemninger og kalde følelser frem som sange og dufte.
I dag er det blevet almindeligt at have en forventning om, at alle livets gøremål skal være en lang perlerække af oplevelser. Der forventes performance og flot indpakning og der stilles måske ikke så store krav til indholdet.
Men det er jo ikke i sig selv nok – og musik er jo heller ikke bare musik. Vi skal lære vores børn at genkende kvalitet, når de møder den. Det er ikke bare et spørgsmål at kunne lide eller ikke-lide. Et kunstværk genkendes ved, at der gemmer sig noget bag overfladen, – ved, at man kan blive ved med at stille spørgsmål og blive ved med at lede efter svar. Vi skal lære vores børn glæden ved at fordybe sig. Faktisk så tror jeg, at kun den tilegnelse, der stiller krav om koncentration, fordybelse og umage, sætter sig varige spor i sindet.

I år 2000 udgav forlaget Brøndum ’Brøndums Danske Lov’ og forfatteren Suzanne Brøgger bedt om at skrive en ny grundlov.
”Danmarks Grundlov af 27. oktober 2000”.
Hun skriver i § 2 stk. 3:
Det er ethvert barns ret at lære de danske sange i den blå og den sorte bog (Højskole- og Salmebogen), og det er enhver voksens pligt at lære sangene fra sig.
Det er danskernes privilegium at kunne synge med på linier som “Pigernes latter og lyse hår…mildt om et evigt Danmark spår”, “Skal sangen rumme for ret at melde om, hvad der inderst er os og vort”, “Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård! Guds fred med dem, som bløde af dybe hjertesår!”, “Med lys som fugle på kviste”.
Og synge sjove ord som: “På Tave bondes ager ved Birkende by”, “Kålgårdspilen piber trist”, “Land æfor og by æbag, lærkesang og humler”, Ej sikke lej, sikke london don, killi milli maxi kuxi kaxi, esrom pyt” og “Se, hvor hun i spøg ham banker på de søde pusselanker”.
Hun siger det helt klart: Børnenes ret og de voksnes pligt.

Børn har krav på kvalificeret undervisning i folkeskolen – også i faget musik (som efter min mening burde hedde sang og musik) – og vi voksne, som vi kan kalde samfundet – er forpligtet til at tage dette ansvar på os. Der må jo være en grund til, at det ved lov er bestemt, at børn skal undervises i musik i skolen. Det må være fordi musikfaget har en høj grad af både kulturbærende og alment dannende elementer, – fordi det giver nogle kreative og æstetiske muligheder – muligheder for kunstnerisk udfoldelse og oplevelse, – fordi musik er det ”kit”, der kan få menneskers liv til at hænge sammen, – og fordi musik kan bygge broer og binde bånd.
En af mine studerende, som har været så heldig at gå på en skole, hvor der var morgensangstradition, sagde engang til mig, at hun havde tænkt meget over det med morgensangen i folkeskolen. “Man tænker ikke så meget over det i barneårene, – man synes måske nærmest, at det er lidt kedeligt, men uden at mærke det, opdager man, at det faktisk danner grundlaget i ens voksenliv, at det giver én en stærk følelse af at være i besiddelse af en kulturel dannelse – eller bare dannelse. Der sker simpelthen noget med folk, når der bliver sunget fællessang.”

Mange forældre, lærere, ledere, politikere etc. har i dag et mere end beskedent kendskab til den danske sangkultur, og de har rustne og utrænede sangstemmer. De er simpelthen blevet snydt for noget væsentligt, da de var børn, for noget, som kunne have været en dannelsesmæssig basis og en naturlig musikalsk klangbund i deres voksenliv – som f.eks. at have lært både de danske sange og salmer at kende.
Carl Nielsen, som vel repræsenterer det, der er indbegrebet af, hvad vi forstår ved dansk sang sagde engang, at “en terts er en Guds gave, en kvart er en oplevelse og en kvint er den højeste lykke”.

Referencer:

Inge Marstal: ”Hvad sangen gør ved krop, sjæl og ånd”. Artikel i ”Salmesang – Grundbog i Hymnologi. Det Kgl. Vajsenshus’ Forlag 2014
Inge Marstal: ”Barnet og Musikken – om betydningen af at stimulere barnets musikalske potentiale.” Hans Reitzels Forlag, 2008
Inge Marstal/Margrete Enevold (red.):”Børnekor i et livsperspektiv”. Artikel i ”Børnekor – en antologi”, Dansk Sang 2007
Inge Marstal: Diverse artikler, bl.a.:

”Øret er døren til sjælen”. Artikel i ”Kognition og Pædagogik” nr. 41, 2001

“Så syng da, Danmark, lad hjertet tale…”. Artikel i Tidsskriftet Dansk Sang 2002